Søgefasen
Du har - eventuelt sammen din bank - beregnet, hvor meget du kan afsætte til boligudgifter, og dermed hvilken bolig du har
råd til at købe.
Du undersøger boligmarkedet i det område, hvor du ønsker at bo. Du udvælger de boligemner, der har din interesse. Fra
ejendomsmæglere modtager du salgsopstillinger med priser og øvrige oplysninger.
Du kontakter Hjortskov Advokatfirma, hvor du kan få indledende køberrådgivning helt gratis og uforpligtende for dig.
Vi rådgiver dig om din ejendomshandel -pris, vilkår, forsikringsforhold, finansiering med videre - også hvis du kun har løse
planer om at købe fast ejendom.
Forhandlings- og rådgivningsfasen
Når du har fundet en bolig, som du kan tænke dig at give et købstilbud på, beder du ejendomsmægleren udarbejde et
udkast til købsaftale på baggrund af dine ønsker. Du kan vælge at underskrive købsaftalen på dette tidspunkt, hvis den svarer
til dine forventninger, men husk i så fald at få indføjet et "advokatforbehold", der skal sikre dig, at Hjortskov Advokatfirma kan
godkende købsaftalen "i sin helhed".
Du sender købsaftalen med samtlige bilag til os eller beder ejendomsmægleren om at gøre dette.
Ved modtagelse af sagen hos os, ringes der typisk samme dag til dig for at bekræfte, at vi har modtaget sagen, og for at
aftale nærmere med dig.
Vi gennemgår købsaftalen sammen med dig - almindeligvis ved et møde på vort kontor eller telefonisk. Hjortskov
Advokatfirma rådgiver dig om forsikring og finansiering - herunder dit valg mellem forskellige lånetyper - kontantlån,
obligationslån eller helt anden finansiering.
Vi fremkommer med eventuelle indsigelser og tilsikrer, at købsaftalen overholder alle de juridiske krav, og at den som
helhed er udarbejdet korrekt og er i overensstemmelse med dine ønsker.
Vi retter dine eventuelle indsigelser / ændringsforslag til den foreliggende købsaftale til ejendomsmægleren og forhandler
pris og øvrige vilkår på dine vegne. Ofte udarbejder vi en allonge til købsaftalen, som sælger anmodes om at tiltræde, når
sælger i øvrigt underskriver købsaftalen.
Finansierings- og opfølgningsfasen
Du vælger finansiering og forsikring.
I forbindelse med underskrivelsen af købsaftalen - eller eventuelt senere hvis dette fremgår af købsaftalen deponerer du
det i aftalen fastsatte kontante beløb hos ejendomsmægleren.
Før du underskriver købsaftalen er det vigtigt at du har sikret dig den rigtige finansiering. Ejendomshandler foregår typisk
kontant i dag. Din bank skal derfor stille en bankgaranti for restkøbesummen, der afløses af en kontant deponering på
overtagelsesdagen. Banken bevilger typisk denne garanti, hvis garantien kan afløses af en endelig finansiering med
ejerskiftelån og egenkapital eller banklån.
Ejendomsmægleren fremsender købsaftalen til sælgers underskrift.
Når sælgers underskrift på købsaftalen foreligger, hjemtages der tilbud på ejerskiftelån.
Hjortskov Advokatfirma følger løbende op på de tagne advokatforbehold, således at handlen hurtigst muligt kan anses for
"endelig"; det vil sige, at den er bindende for begge parter, og at der ikke er udestående forhold, som ikke er afklaret.
Såfremt vi har betinget handlen af fremkomsten og godkendelsen af yderligere bilagsmateriale - for eksempel servitutter og
deklarationer tinglyst på ejendommen - vil du almindeligvis få tilsendt kopi af bilagsmaterialet, når dette foreligger, med
mindre materialet anses for uproblematisk i relation til handlen.
Du skal muligvis deponere yderligere en i købsaftalen fastsat sum - typisk i sælgers pengeinstitut. Pengeinstituttet skal
fremsende en deponeringskvittering til Hjortskov Advokatfirma, som først frigiver det deponerede beløb, når
ejendomshandlen er helt på plads.
Ekspeditionsfasen
Hjortskov Advokatfirma indsamler det for handlen relevante materiale til udarbejdelse af skøde.
Vi udarbejder eventuel gældsovertagelseserklæring, som du skal underskrive. Gældsovertagelseserklæringen returneres
til os, som sørger for, at den kommer frem til långiver.
Vi udarbejder digitalt skøde og eventuelt digitalt sælgerpantebrev. Der fremsendes fuldmagter til din underskrift, hvis du
ikke ønsker at benytte din egen digitale signatur. Fuldmagterne skal returneres til Hjortskov Advokatfirma, der registrerer dem
hos Tinglysningsretten. Sælger eller dennes repræsentant anmodes om at signere skødet digitalt.
Du skal være opmærksom på, at købsaftalen med vor godkendelsesskrivelse med vilkår er det juridiske grundlag for
ejendomshandlen.
Hjortskov Advokatfirma beder dig på dette tidspunkt om at indbetale stempelomkostninger og tinglysningsafgift, som skal
betales til det offentlige i forbindelse med tinglysningen af skøde og pantebrev.
Når skødet er signeret af os/dig samt sælger anmeldes dette til Tinglysningsretten af Hjortskov Advokatfirma. Vi deltager i
storkundeordning vedrørende tinglysningsafgift og hæfter fra dette tidspunkt for tinglysningsomkostningerne. Derfor skal
beløbet være indbetalt forinden tinglysning.
Den dag du overtager din nye bolig skal forbrugsmålere aflæses, og der skal fremskaffes alt yderligere relevant materiale til
udarbejdelse af refusionsopgørelse. Til aflæsning af forbrugsmålere kan du benytte særlige aflæsningsskemaer, som du
modtager fra os eller fra mægleren.
Hjortskov Advokatfirma udarbejder refusionsopgørelse. Når vi kan konstatere anmærkningsfrit skøde i tingbogen, og du
formelt har fået "papir" på handlen, frigiver vi købesummen til sælger. Hjortskov Advokatfirma sender ejendomshandlens
dokumenter - herunder kopi af det digitale tinglyste skøde - til dig, og din ejendomshandel er nu på plads.
Såfremt der efterfølgende måtte opstå spørgsmål vedrørende ejendomshandlen, er du naturligvis altid velkommen til at
kontakte os. Vi arkiverer alle sagsbilag i minimum fem år fra sagens afslutning.